Jan Lund i egne ord
Jeg startede min sang-uddannelse på konservatoriet med at studere klaver i 7 år!
Hos pianisten Anne Marie Fog er jeg uddannet pianist med betegnelsen ”statsprøvet klaverpædagog” på Det Nordjyske Musikkonservatorium. Med klavereksamen i hus startede jeg forfra på sangstudiet hos Ulla Wang, og lavede en Diplomeksamen i sang efter tre år, hvor jeg blev ansat på Det Kongelige Teater. Efter tre år på teatret og tre års orlov sagde jeg min faste stilling op, og har siden været free-lance operasanger.
Efter konservatoriet har jeg studeret hos Tonny Landy i en længere årrække, og siden hos professor Kirsten Buhl Møller samt Susanna Eken. Der ud over har jeg studeret i London hos Thomas Hemsly, og i Rom hos Angelo degl´Innocenti og Margareth Baker-Genovesi.
Under vejs i min karriere har jeg modtaget adskillige priser og legater. Blandt andre: Spies Fonden – Årets sanger 1994, Aalborg Symfoniorkester, Operaens Venner og Dronning Ingrids Romerske Fond.
Sammen med sopranen Elsebeth Dreisig har jeg stiftet det lille spændende og yderst progressive operakompagni “DogmeOpera“. Desuden er Elsebeth Dreisig og jeg sangerne bag den vidtfavnende danske sangduo Duetten på Pletten.
I 2009 afsluttede jeg en Master i Elitesangpædagogik fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium – en uddannelse jeg tog sideløbende med min karriere som operasanger. Samme år blev jeg ansat som sanglærer samme sted, og underviser foruden på DKDM også på Sjællands Kirkemusikskole i Roskilde samt på MGK niveau på Frederiksberg Musikhøjskole. Desuden har jeg gennem de senere år opbygget en stadig større skare af private sangelever – unge som ældre, amatører som professionelle sangere mellem hinanden.
Privat er jeg gift med multikunstneren Mikael Melbye og vi driver hver vores virke fra en penthouse-lejlighed på Islands Brygge med hele København for vore fødder…